Mit navn er Yrsa Holm Kristensen. Jeg er født i 1941 og har i mange år haft interesse for historie og slægtsforskning.

Jeg har skrevet 3 bøger, som er til salg her på siden – det er Gulvskrubbemordet, Husum Skole og Gå på opdagelse.

Jeg er udgået fra mellemskolen, har senere bl.a. læst regnskab, skatteret og jura. Desuden deltaget i flere kurser i historie på universitetet samt kurser i det kommunale regi.

Blev gift med Flemming John Kristensen den 11. august 1962 og fået to drenge – John i 1964 og Lars i 1971. Nu er der så yderligere fire børnebørn og to små oldebørn.

Flemming og jeg er vokset op i efterkrigsårene i Nord Vest kvarteret i København – nær ved Utterslev Torv og Utterslev Mose.

Vi har begge haft et rigtig godt liv, men vi har også været igennem nogle svære perioder. Begge har vi oplevet at se den stadig hurtigere og hurtigere udvikling i vort samfund.

Jeg har igennem mange år været ansat i privat virksomhed bl.a. som direktionssekretær i Illum og regnskabsassistent i Lindinger Holding Co., men fra 1995 og i mine sidste 13 arbejdsår var jeg ansat i Vallensbæk Kommune som økonomifaglig konsulent.

Efter at være stoppet på arbejdsmarkedet kastede jeg mig over slægtsforskningen, og det har så medført, at jeg er blevet involveret i flere andre projekter.

Jeg har i 15 år været formand for Slægtshistorisk Forening for Vestegnen – en forening med knap 100 medlemmer, som blev startet i 2003.  I 2017 blev jeg kåret som æresmedlem af foreningen. Jeg har været næstformand i ”Foreningsunionen”, som er en paraplyorganisation for 43 foreninger i Glostrup Kommune. Og jeg har siddet i bestyrelsen fra starten af den nystartede forening ”Glostrup Samlingen”, hvor vi indsamlede gamle ting der vedrørte Glostrup og lavede små udstillinger. (Glostrup Samlingen er nu overgået til Glostrup Arkiv)

I januar måned 2012 blev jeg, ved en reception i Glostrup Hallen, kåret af Glostrup kommune med lederprisen for året 2011.

I marts 2019 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev.